Vi er et initiativ til bæredygtig forandring indenfor klassisk musik - og musikdramatik i det frie felt.

Vi repræsenterer både udøvende kunstnere og kulturproducenter. Vores tiltag griber samtidig ind i problematikker, som gælder hele feltet af uafhængige aktører inden for kultur.

Vi er OPSANG:

Lise Christensen, Frederikke Kampmann & Stina Schmidt

Del din egen OPSANG!

Skriv i indbakken på Facebook eller Instagram eller send en mail til: opsang.dk@gmail.com

(Man må gerne være anonym.)

Administrations- og produktionsbyrden i musikdramatik det frie felt.

Modellen er helt og aldeles baseret på egne erfaringer.

Den viser hvordan tid cirka bliver fordelt i et projekt, og hvornår man har udsigt til betaling.

- For at et projekt i det frie felt skal blive til noget, skal nogen få en idé, som de tror nok på til at gå ind i et stort arbejde, som de først efter ca. 63 % af den sammenlagte arbejdstid, ved om de ender med at få betaling for.

- Det meste musikdramatik (og andre kulturprojekter) i det frie felt drives via foreninger, som kræver en stor administrativ indsats fra frivillige samt en frivillig indsats fra kunstnerne selv. Det frie felt hviler altså på, at en masse mennesker laver en masse frivilligt administrativt arbejde for overhovedet at kunne komme til at arbejde.

- En stor del af bidragsyderne til projekter støtter ikke drift. Det er så godt som umuligt at søge penge til drift noget sted. Drift må kun fylde en mindre procentdel af et budget i en ansøgning og kan kun i meget få tilfælde fås flerårigt. Faktisk støtter mange bidragsydere kun projekter, som drives frivilligt. Det har noget med foreningstanken i DK i at gøre, og det er i grunden meget smukt. Det er bare ikke så fedt, når konsekvensen er at professionelle med et enormt kendskab til et område ikke kan få betaling for deres indsats. Ofte medvirker de producerende kunstnere selv som udøvende. Så kan de få løn for den del.

- Vi starter med 0 kr og slutter med 0 kr. Vi kan aldrig skabe overskud i kulturprojekter, så der er ikke som i erhvervslivet en buffer. Det giver sig selv, at man starter med realistiske og rimelige beløb på de forskellige poster- man kan jo fx. se på tidsforbrug og holde det op mod gennemsnitslønnen i DK eller hvad katten man nu end gør for at sjusse sig frem til beløb. Man opnår bare nærmest aldrig fuld finansiering. (vel? Jeg ser det i hvert fald ret sjældent..) Så det økonomiske udgangspunkt er næsten altid skidt. Det er et underligt simpelt regnestykke, som vi let burde kunne se igennem og undgå på en eller anden måde. Alligevel gør vi det samme igen og igen. Eneste umiddelbare løsning er at sætte alle poster i et budget fx. 150% elller 200 % op. Men så får man måske ikke støtte? Eller hvad hvad tænker I?

Stregen næstnederst forneden viser to slags tid: Afgrænset tid og uafgrænset tid. I opløbet til afviklingen af en koncert/forestilling ved man, at man som udgangspunkt bare arbejder i døgndrift. Det er let nok at forholde sig til. Det uafgrænsede tidsforbrug før og efter et projekt er noget mere fluffy. Det er lidt at sammenligne med omsorgsarbejde: Cirkulært, vedligeholdende, man bemærker kun, hvis det IKKE er gjort, så det er skjult, og det er umuligt at måle på, og man får ikke penge for det. En ting er dog sikkert: Det er aldrig mindre end angivet her.

- Summasummarum: Det kræver i realiteten så meget ulønnet arbejde at opnå støtte, at hvis man når frem til at påbegynde et projekt, han man i realiteten allerede ydet et større arbejde end det arbejde, man ender med at få løn for.

De store spørgsmål er:

- Er det rimeligt at al den værdi, som skabes i frie felt, og som både samfundet generelt og aftagere som fx. de lidt større kulturinstitutioner har glæde af, skabes uden at kunstnerne får betaling for deres indsats?

- Hvordan skaber vi forankring i projekterne i det frie felt, når støtte ikke kan fås til at drive og vedligeholde tiltag?

Støttelandskabet

Vi siger mange, mange tak! Men.........

Det her er kildent. For vi er VANVITTIGT glade for al støtte, vi får!!

Det fondslandskab som danner det økonomiske grundlag for hele det frie felt er sammensat på yderst komplekse måder af statsstøtte, kommunal og regional støtte, rettighedsmidler og private fonde. Det er en enorm tidsrøver at fundraise, og både små og store aktører skal igennem præcis samme systemer. (De store har bare ansat folk, som får løn til det)

Tendensen er, at nyskabelse får støtte. Dvs. man kan meget sjælden opnå støtte til at genopsætte værker, som er blevet lavet bare en enkelt gang. Når nyskabelse lettest får støtte, får vi da bare hurtigt nye idéer, og bam! Vi er inde i en overproduktion af projekter og deraf følgende administrationsbelastning. Støtten smøres tyndere ud, og der er færre penge til hvert projekt. Man kan blive helt forpustet, når man overvejer mængden af værker, som ligger i nogens skuffer og, og som kun er blevet lavet en enkelt gang, ofte på en halvforkølet finansiering. Skal vi til at overveje bæredygtigheden i dette?

Er det bæredygtigt at være med til at understøtte en overproduktion i det frie felt? Vi ved jo - fra modellen om administrationsbyrden- at det fører til mere ulønnet arbejde. Jeg er helt sikker på, at alle bidragsydere ville svare nej, hvis man spurgte dem. Så måske er det på tide at se på, om der kan stilles krav til bidragsyderne om at forholde sig til lønniveauer og arbejdsforhold i de projekter, de er med til at finansiere? Jeg er helt med på, at ingen kan stille krav til de private fonde, men kunne man opfordre til eftertænksomhed og håbe på en mentalitetsændring?

De store spørgsmål er:

- Hvordan kommer vi ud af kravet om nyskabelsens klør? Hvordan får vi værker gentaget flere gange, funderet bedre og dermed elsket mere?

- Det er i det eksisterende støttelandskab helt utopisk at forestille sig, men er det helt, helt urealistisk at håbe, at der en gang i fremtiden kunne blive lavet en ensretning af de platforme man skal bruge og de krav fonde må have til ansøgninger? Altså kort sagt: Kunne der blive stillet nogle krav den anden vej også? Kan vi gå endnu mere i dialog og på en eller anden måde gå mere i retning af tillidsprægede samarbejder?

KIG OP!!

Hestene begynder at bides i musik- og scenekunstbranchen i det frie felt. Alle virker til at være pressede på løn-, produktions- og arbejdsforhold. Det fører til konflikter i ansættelsesforhold og samarbejder. Spørgsmålet er hele tiden, hvor ansvaret for det ligger? Er det tid til i større stil og i fællesskab at flytte kamppladsen ud i den politiske arena? Er det tid til at kigge op?

Markedet har udviklet sig til det vilde vest, hvor alle navigerer kaotisk mellem “det som var engang” og forsøg på nye måder at at samarbejde på. Vi har en slags hybridarbejde- altså vi arbejder i et miskmask af forskellige jobs. Vi har et meget stort antal af arbejdsgivere og ansvarsområder, som alle kræver noget "ekstra." Kombineret med at vi har stort antal hatte på, fører det til en masse ekstra indsatser og uregistreret og ulønnet arbejde.

Mange af os cykler ind og ud af korte projektansættelser ved institutioner af den ene eller den anden art. Meget ofte sidder vi fx. sammen med fastansatte og yder samme forberedende indsats, dog uden at få betaling for vores tid, kræfter og kompetencer. Det er pænt udmattende hele tiden at skulle insistere på håndører.

Vi er projektariatet/prekariatet. Vi har svært ved at få adgang til helt basale velfærdsrettigheder som barsel og dagpenge og det er svært at få en hyre, der er stor nok til også at oprette en pensionsopsparing og lægge feriepenge til side. Alligevel fortsætter vi ufortrødent vores virke og øser generøst af alle vores kræfter og al vores kunnen. Vi gør det, fordi ser behovet for at skabe fællesskaber og for at løfte vores allesammens liv op til noget særligt.

I klassisk musik er vi dygtige til at slå hælene sammen, slå den fucking baglæns saltomortale på et brækket ben og sige "hep!" Det har et eller andet at gøre med vores uddannelse, tror jeg. Noget med at vi fører den klassiske musiks hierarkiske organisering og strenge mesterlære med over i kravene til os selv og hinanden, når vi sætter standarderne for vores arbejdsforhold. Vi er SOLISTER allesammen, så det er en del af legen, at få det til at se mega fedt ud samtidig.

Er vi klar til at kigge op og se, at det er ikke os, der noget galt med, men at vi er udsat for shit i helt uhørte antal af kombinationer, der ikke er blevet ryddet op i i de sidste 50 år? Der har været en del trivselsundersøgelser de seneste år, som viser, at musikere har det pænt meget dårligere end resten af samfundet. Så! Hvornår er nok nok, i det vilde vest? Er vi klar til RIGTIGT at begynde at tale om bæredygtighed i vores arbejdsliv?

Jeg tror, det eneste der er at gøre er at stå sammen på kryds og tværs af vores komplicerede ansættelser og mystiske hierarkier. Hvis du hyrer, så kig på din freelancer og tjek, at den har fået mad i dag, hvis en kollega oplever en uretfærdighed, så råb op! Hvis lortet ikke hænger sammen, så vær ærlig! Kun på den måde kan vi stå sammen og stå i hinandens sted og ved fælles hjælp som en samlet branche rette nogle krav de rette steder hen. Ja, her snakker jeg om politik og penge, men måske kan en mentalitetsændring hos os alle løbe hurtigere og ændre mere her og nu, end vi aner.

Værdien af det frie felt.

I det frie felt træder størstedelen af de danske kunstnere, deres første skridt, og nogen træder alle deres skridt der. Det frie felt uddanner kunstnere, før mange institutioner gør brug af dem. Det frie felt brødføder simpelthen de større institutioner med flyveklare kunstnere. Værdien er faktisk enormt konkret, og som nævnt tidligere, får man alt for meget for pengene, fordi alt for mange leverer både frivilligt og ulønnet arbejde.

Det musikdramatiske frie felt har det muligvis lidt værre end andre branchegrene. Forestil jer, hvis teater KUN havde Skuespilhuset som fysisk scene i en by. Det er lidt sådan vi står med musikdramatikken. Jeg har været med til at bygge mange forestillinger i nogens stue, simpelthen fordi vi mangler egnede prøverum og scener, der er til at betale. (Vi fundraiser jo til betaling af lokaleleje.)

Der fandtes fx., for nogle år tilbage, et mere frodigt miljø for fri musikdramatik i DK. Især omkring Den Anden Opera, som var et fantastisk initiativ skabt af ildsjæle. Det var også for nogle år tilbage muligt at samarbejde med Operaen og lave gæstespil på den mindre scene Takkelloftet. Meget ny musikdramatik så dagens lys i det miljø. Hvad er der hændt med dette miljø, og hvilke konsekvenser har det for kunsten, at vi de seneste år har været tiltagende husvilde? Samtlige aktører i det musikdramatiske felt anerkender, at vi mangler alternative scener.

Manglen på adgang til egnede fysiske scener for musikdramatikken i det frie felt understreger på nærmest grotesk vis, hvor lidt der flyder tilbage fra de store institutioner til det frie felt. Se den simple model. Hvad synes du, der flyder tilbage? Skal der overhovedet flyde noget tilbage? Og hvis ja, hvad kan vi så gøre ved det?

Så. Nu bliver det vildt! Think big! Vi skal drømme os ud af boksen og ind i fremtiden.

Det som i modellen hedder rammer og miljø er alt det, vi har talt om de seneste dage. Tænk nu, hvis der fandtes endnu et tiltag, som kunne ændre hele vores mindset omkring, hvordan kunstnere kan arbejde i hele samfundet. Tænk hvis der fandtes en måde at få kunstnere ud af dagpengesystemets gakkede begrænsninger og ud at arbejde mere frit. Tænk hvis der fandtes et system, hvor freelance kunstnere både blev motiverede til at arbejde mere og på flere steder i samfundet og motiverede til at forhandle deres løn op. Tænk hvis der fandtes en vej med større økonomisk ro og stabilitet og deraf følgende bedre trivsel.

DET GØR DER FAKTISK! Det er bare nede i Frankrig. Det hedder Intermittence du Spectacle og er den franske kunstnerunderstøttelsesordning. Vi har hørt om den fra Emilie Callesen Doulcet, som har gang i fantastiske ting, for at introducere ordningen i DK. Hende kommer i til at høre meget mere til. Ordningen kan nok ikke overføres en-til-en til Danmark, men vi kunne jo lade os inspirere?

Er det ikke ved at være tid til at vi sætter en kurs for, hvad vi gerne vil med kunstnere i samfundet? Er det ikke ved at være på tide, at vi prøver noget nyt i stedet for de strammende og trykkende forhold, der er for mange kunstnere, som det er nu? Er vi ikke ved at være klar til i det mindste at begynde at forestille os en verden, hvor vi anerkender al den værdi, der skabes og investerer den værdi i at skabe endnu mere værdi? Er vi klar til at få mere kunst, uden at det bliver på bekostning af kunstnernes trivsel? Er vi klar til et system, der kan forhindre det enorme ressourcespild der opstår, når kunstnerne ryger ind og ud af dagpengesystemet og deres arbejdsvinger stækkes?

Kort og godt:

Er vi klar til mere kunst for pengene på en bæredygtig måde?

Modellen er lavet med sangere, men indsæt selv andre lignende kunstneriske faggrupper.

Læs mere om ordningen her: https://www.francetravail.fr/.../spectacle--intermittents...